BEGIN TYPING YOUR SEARCH ABOVE AND PRESS RETURN TO SEARCH. PRESS ESC TO CANCEL

Lars’ datter

“Mine forældre skulle bare være i live”

Anbragt: 29-årige Anna Gjern Schou fra Horsens er slet ikke i tvivl om, at hun skulle være anbragt, da hun var barn. Faktisk ville hun gerne være blevet anbragt langt tidligere, men alligevel var kontakten til forældrene stadig afgørende for hendes trivsel. Det er den også lidt til hendes far i dag, forklarer hun.

Af Anders Godtfred-Rasmussen og Stefan Sigaard Weichert.

Bananfluer fløj rundt i køkkenet. Køleskabet var altid tomt, og beskidte tallerkner, glas og bestik fyldte hele køkkenbordet og gjorde det umuligt at kokkerere. Anna Gjern Schous gamle barndomshjem på Hybenvej i Horsens var alt andet end perfekt, erindrer hun i dag, men det var det sidste sted, hun kunne kalde hjem, før hun blev anbragt som 11-årig sammen med sin 13-årige bror Thomas.

Hendes forældre, Lars Gjern Andersen og Elin Langkjær Andersen, brugte alle deres penge på stoffer. Særligt heroin var i høj kurs, da Lars og Elin var ude i et massivt misbrug, der fik den søde lugt af hash og hårdere stoffer til at hænge i luften i den hvide lejlighed. Nullermænd, hundehår og sorte fingre var på alle overflader. I stuen sov Anna og Thomas på to madrasser, mens Lars og Elin sov i en gammel sofa, der mest af alt mindede om Onslows fra tv-serien “Fint skal det være”.

Lejligheden havde tre andre værelser, der ikke kunne bruges. Det ene var fyldt op med et bjerg af vasketøj. De to andre såkaldte børneværelser blev aldrig brugt, da resultatet af Elins samlermani gjorde det umuligt at komme ind. De to søskende led under lejlighedens fremtoning og den manglende støtte fra forældrene. Anna vaskede sit tøj i et badekar på toilettet og måtte stjæle mad og andre fornødenheder i byen for at klare sig. En egenskab hun også måtte lære sin mor, som hun ofte følte sig som den voksne over for.

– Min far har alle dage sagt, at jeg ikke måtte snakke med nogen om problemerne, fordi det ellers ville stå i mine papirer i resten af mine dage, at jeg havde været til psykolog, siger Anna og forklarer, at der var indberetninger til kommunen, der blandt andet gik på, at hun som bare 11-årig røg cigaretter, ikke måtte lege med nogen, stjal i byen og generelt så usund ud.

Hun beskriver sig selv som et gadebarn, og tiden i lejligheden på Hybenvej står i dag bare som et eksempel på forældrenes svigt. Svigt, der er fortsat gennem hele hendes liv.

Anna Gjern Andersens forældre. Privatfoto
Anna Gjern Schous forældre. Privatfoto

De kommer efter familien
Annas verden ramlede helt, da Lars kommer ud fra endnu en fængselsdom. Nogen er efter Lars, og han beslutter at tage familien med på flugt fra Hybenvej i en rød varevogn. Og da den bryder sammen nogle uger efter, ringer Elin og Lars til kommunen for at få børnene anbragt. Nu går den ikke længere, og Anna kommer på Christianshede Mini Zoo nær Silkeborg, der er en døgninstitution for anbragte børn med tilhørende dyr.

Men anbringelsen fjernede ikke nødvendigheden af at have sine forældre tæt på, forklarer Anna.

– Hvis jeg ikke kunne få fat i dem, så gik jeg fuldstændig i panik. Man skal ikke nægte kontakt til forældrene når børnene er anbragt, siger Anna, der var hjemme ved forældrene hver anden weekend på godt og ondt.

Før Anna tog afsted på weekendophold, plejede hun først at ringe hjem for at høre, om Lars og Elin var for påvirkede. For så kom hun ikke. Og hvis det var den første weekend på måneden, blev Anna også væk, for så vidste hun at kontanthjælpen var blevet brugt på stoffer. Hun kendte rytmen hos sine to narkoman-forældre.

Video: Anna Gjern Schou fortæller om forholdet til sine forældre som barn.

– Jeg tror, der kunne være gjort mere for at støtte mine forældre dengang. Der var ikke nogen, der snakkede med mor og far. Ingen der satte krav over for dem, når vi kom på weekend. Så de kunne lade være med at bruge vores madpenge på cigaretter. De blev bare parkeret, siger Anna, der i dag bor tæt på barndomsbyen, Horsens.

Hun er specielt frustreret over, at hun kunne se forældrene give Thomas stoffer, da han blev voksen. Og se hvordan det ødelagde hendes bror. Hun mener, at der skulle have været støtte fra kommunen til at samle hendes forældre op og udfylde det tomrum, som anbrigelserne af hende og Thomas efterlod. 

Anna Gjern Schou med sin bror Thomas. Privatfoto
Anna Gjern Schou med sin bror Thomas. Privatfoto

– Hvis nu de havde haft en, der måske kunne tale dem til fornuft. Så kunne det havde været anderledes, siger Anna, der i sommeren 2014 var med til at begrave sin storebror, Thomas, efter han havde taget en overdosis metadon.

Modsat hende havde han ikke haft psyken til at bryde den sociale arv.

Goddag barn og farvel far
Da Anna får sit første barn, tager hun en beslutning om at skære båndet til Elin og Lars over. Men det var ikke helt nemt for Anna at give slip, for hun ville stadig gerne se sine forældre. Det havde altid været vigtigt for hende at vide, at de i det mindste var i live.

– Der var den frygt. Hvornår tager de det sidste skud? Hvor ligger de og er døde? Det er blevet nemmere nu, men førhen skulle jeg have kontakt med dem hver dag. Bare for at vide, at de var i live. Hvis de var skæve ville jeg bare smække røret på, for jeg kunne alligevel ikke forstå, hvad de sagde. De faldt også tit i søvn, mens vi snakkede. De vidste ofte slet ikke, at jeg havde haft ringet, men det var ligegyldigt, for jeg vidste, at de var i live, siger Anna, der i dag slet ikke har kontakt til Elin.

Hun taler stadig med Lars over telefonen, da han, modsat Elin, har været mere ærlig over for hende, forklarer Anna. Der er dog en grænse for deres kontakt.

Anna Gjern Schou med sin far Lars på Christianshede Mini Zoo. Privatfoto.
Anna Gjern Schou med sin far Lars på Christianshede Mini Zoo. Privatfoto.

– Far vil gerne have, at vi ses noget mere. Men han kan ikke regne med, at han kan komme vadende ind i mit liv igen. Det gider jeg ikke. Mine børn skal ikke opleve det samme svigt, siger Anna, der dog åbner en lille dør for Lars, hvis han bliver clean, og holder sig fra stofferne i et par år.

– Det er så frustrerende. Inden han faldt tilbage i stofferne sidste gang, vidste han, at det var sidste chance, for jeg gad ikke mere. Han havde kontakt til os og børnebørnene, men alligevel vælger han rygeheroinen. Jeg forstår det ikke. Hele mit liv har det været frustrerende at tænke på, hvordan de har kunnet elske stofferne højere end mig. Hvorfor vælger de aldrig mig?

 

LÆS OGSÅ: Lars fortælle om Annas opvækst

LÆS OGSÅ: Professor Hanne Warming sætter Annas følelser i perspektiv