BEGIN TYPING YOUR SEARCH ABOVE AND PRESS RETURN TO SEARCH. PRESS ESC TO CANCEL

Lars

For Lars vægtes stofferne højere end familien

Kampen for livet: Når Lars Gjern Andersen fra Vejle skal rangere sit allerhøjeste ønske i livet, står kontakt til børnene og børnebørnene øverst på listen, men alligevel kan han ikke slippe stofferne. Selv om, der ikke er noget, han hellere vil.

Af Anders Godtfred-Rasmussen og Stefan Sigaard Weichert.

Der kommer en vrede op i Lars Gjern Andersen fra Vejle, når han tænker tilbage på begravelsen den 12. august i 2014. Han ved, at han er medansvarlig for den overdosis som hans 30-årige søn Thomas tog nogle dage forinden. For Lars har ikke været den far, som han gerne ville være gennem årene. Stofferne. Den fandens heroin og den kriminelle løbebane fik langsomt overtaget og pressede ham ud i en livsstil, han slet ikke kunne kontrollere. De har gjort, at han har brugt mere end en tredjedel af sit liv bag tremmer. De fleste af disse år i børnenes opvækst. Alle ting, som han aldrig vil tilgive sig selv.

Som straf skulle han sidste år begrave sin yngste søn. Lægge ham i jorden, mens skyldfølelsen pressede sig på og åbnede op for nogle af de minder, Lars gennem årene har forsøgt at fortrænge. De mange svigt, stofferne og de 21,5 år bag tremmer, der ikke har gjort andet end at skade alle omkring ham. Og selv om 60-årige Lars fra barnsben har lært, at rigtige mænd ikke græder, var det ikke muligt for ham at holde tårerne tilbage.

Verden var brast sammen.

To måneder forinden var Lars, der har seks børn, blevet overfaldet med nogle brækkede ribben og et foreslået hoved som resultat. Det kriminelle miljø, de mange dårlige kontakter var ved at indhente ham, og kadaveret var ved at give slip på livet. Selv at slæbe den narkotika-hungrende krop ud på ganske korte ture, var anstrengende. Han følte ikke, at der var noget at leve for længere, og to gange tidligere i sit liv havde han forsøgt selvmord ved at tage en overdosis. Kun for at blive genoplivet til ingenting.

Følelsen af ligegyldighed kom specielt, fordi familien havde valgt ham fra på grund af de mange svigt. Heriblandt sin 29-årige datter Anna Gjern Schou, som han kalder sin egen lille prinsesse. Og nu havde Thomas’ død så slået benene væk under ham og gjort lejligheden til ussel isolation med frygt for at blive presset ud i hjemløshed, som han har prøvet flere gange tidligere gennem årene.

Men selv om Thomas´ død kom som et chok for Lars, gav den alligevel en mulighed for at komme tilbage ind i varmen hos familien. Anna besluttede at give ham en ny chance og hjælpe ham i behandling. Den beslutning gav Lars håbet om en nyt liv. Et liv uden kriminalitet og stoffer. Et liv med drømme og værdighed, men mest af alt et liv sammen med Anna og hendes børn. For Lars var det nu eller aldrig, og han kontaktede Vejle Kommune for at komme i behandling. En behandling, der går over al forventning. De næste ni måneder er Lars stoffri og bliver en større del af Annas og to andre døtres liv.

Lars Gjern Andersen fortryder de 21,5 år, som han kom til at tilbringe i fængsel. Her ses han i en celle på det gamle Horsens Statsfængsel
Lars Gjern Andersen fortryder de 21,5 år, som han kom til at tilbringe i fængsel. Her ses han i en celle i det gamle Horsens Statsfængsel. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Stranden giver et skub
Livet tegner sig positivt, men han føler alligevel, at der er et eller andet galt, og over for kommunen giver han udtryk for at være presset. Og en dag i maj tager han til stranden med en gammel kammerat i Vejle og falder i stofferne igen.

– Vi sidder ved havet, han drikker en bajer, og jeg får en sodavand. Og så trækker han sølvpapiret frem og begynder at ryge heroinen. Han spørger om jeg skal have et sug, før han kommer i tanke om, at jeg ikke ryger mere. Men jeg var allerede tændt, da jeg hørte sølvpapiret knitre mellem hans fingre, siger Lars.

Det højeste ønske var ellers gået i opfyldelse, for den 60-årige førtidspensionist. Han var blevet den bedstefar for sine børnebørn, som han ønskede allerhøjest, før heroinen hev ham tilbage i misbruget. En rus, der kortvarigt kunne camouflere alle bekymringer. Få problemerne til at løsne grebet om sig og gøre ham afslappet. Kun ganske kort, før abstinenserne for endnu et nyt fix ville brede sig i kroppen og få alt til at skrige efter mere.

Lars forsøger at få sig selv oven vande igen i den næste tid. Over for kommunen gør han det klart, at forholdet til familien er den primære grund til igen at blive stoffri. Han går psykisk ned. Det hele virker håbløst, men måske er det muligt for ham at hive sig selv op, før familien finder ud af det. Før han mister alt det, han har opbygget.

Det var hårdt for Lars Gjern Andersen at besøge sin Anna på døgninstitutionen. Her ses et billede af hende fra den tid. Privatfoto.
Det var hårdt for Lars Gjern Andersen at besøge Anna på døgninstitutionen. Her ses et billede af hende fra den tid. Privatfoto.

Men det taber han kort efter episoden på stranden. Lars passer Annas hund og er ude og besøge en af sine andre døtre, da hele korthuset falder ned over ham. Mens han lufter hunden om aftenen ryger Lars noget heroin, der gør ham så påvirket, at han ikke kan skjule det.

– Jeg vågner op af rusen, ved at de giver mig nogle lussinger. Jeg vågner op og kan se, at min datter har været ude og rode i mit tøj, og hun viser mig et stykke sølvpapir og et sugerør til at ryge heroin af. Hun spørger, hvorfor jeg har det i lommen. Jeg kommer med de sædvanlige undskyldninger, siger Lars, der bliver smidt ud.

De næste møder med sagsbehandleren i kommunen er depressive. Lars har lyst til at opgive alt og ville ønske, han havde modet til at begå selvmord. Den eneste motivation var at genskabe kontakten til Anna og børnebørnene i Horsens. Det går han klart hos sagsbehandleren i juni, men han kan ikke hive sig selv op, og han mister kontakten til familien.

– Det med en overdosis. Det synes jeg at det kunne være den mest behagelige måde at komme herfra på. At jeg ville dø, mens jeg har opturen. Så ville jeg komme herfra på en sprængfyldt måde, forklarer han.

Familiebilledet er næsten oppe
I dag føler Lars sig stadig utilpas i sin lejlighed. Det kommer til udtryk ved udsmykningen, der levner meget til fantasien. Ingen billeder hænger på væggene, og der er ikke lys i loftet, selv om han har boet der i tre år. Kun et enkelt billede er indrammet og læner op af ryggen på en stol. Datteren, prinsessen Anna med de tre børn, kæresten og de to hunde.

I november 2015 blev Lars 60 år. Der var Ingen familiemedlemmer, der kom og besøgte ham. Han håber stadig, at det vil være muligt at se noget familie til jul, men han er realistisk om sine chancer.

– Jeg kan forestille mig, at der nu skal gå 1 eller 2 år, inden jeg skal have lov til at komme ind i min familie igen. Altså Anna gider ikke det der med, at børnene bliver glade for deres bedstefar, og så forsvinder han ud i den blå luft igen. Det gider hun ikke, og det forstår jeg jo udmærket, siger Lars, mens han sidder i den sorte sofa.

Video: Lars fortæller om stoffernes kraft og følelserne til børnene.

Lars er klar over, at trivslen i lejligheden, misbruget og hans psykiske tilstand er bundet op på forholdet til børnene. Når det går dårligt, ryger han mere heroin, og når det går bedre, ryger han mindre heroin.

– Det er unfair af mig, at sidde og give familien skylden for, at jeg har taget noget. Det er jo på ingen måde deres skyld. Men jeg har taget noget for at glemme familien, også når familien har gjort dumme ting, som familien ikke ved er dumme ting, siger Lars.  

I dag betyder det, at han er på standby. Han lever kun, fordi han håber, at han en dag kan blive en del af børnenes liv for deres skyld. Hvis de aldrig vil have noget med ham at gøre igen, vil han også acceptere det, selv om han håber på en anden slutning. Hvis han ikke havde børn ville han ikke have nogen grund til at leve. Det er Lars helt ærlig omkring, men han vil ikke bare gøre en ende på sit liv, fordi Anna og de andre børn aldrig vil se ham mere. Han er klar over, at de kan have en interesse i, at han trods alt er i live.

Det fik han at mærke for nogle år siden. Da fik Lars besøg af to af sine andre døtre for første gang i 12 år. Et besøg, som han havde set frem til, men de kom tidligere end aftalt i telefonen, og besøget gik anderledes, end Lars havde regnet med.

Lars Gjern Andersen håber på et bedre liv i fremtiden med familien. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Lars Gjern Andersen håber på et bedre liv i fremtiden med familien. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

– Jeg skynder mig hjem og vasker op, støvsuger, får sat kaffe over og tager det værste. De kom et par timer, og det var sgu værre end at være ved politiet til forhør, siger Lars, mens han synker en gang.

– Der bliver jeg haglet igennem. Kaldt dumme svin, mens de spurgte, hvorfor jeg aldrig har været der for dem. De havde noget, de skulle af med, og det var jeg tvunget til at tage i mod. Jeg blev ydmyget, men jeg tror, at de havde godt af at få lov til at sige, hvad de havde følt gennem årene. Hvordan jeg havde svigtet dem, for de har ikke haft det helt optimalt sjovt igennem deres opvækst, forklarer Lars om opdragelsen af de to ældste børn.

En køretur til helvede
Anderledes har det ikke forholdt sig for de to yngste Anna og Thomas, der blev anbragt, da de var henholdsvis 11 og 13 år. Anbringelsen kom efter en turbulent periode på flere uger som hjemløse i en rød varevogn. De var på flugt, da Lars havde folk efter sig på grund af en narkogæld og andre kriminelle problemer. Han havde besluttet at tage sin kone Elin Langkjær Andersen, Anna og Thomas med på flugt. De boede som hjemløse i vognen, før den til sidst brød sammen, og Lars og Elin måtte sande, at situationen var uholdbar, både for dem selv og børnene. Derefter blev børnene anbragt. Anna kom på Christianshede Mini Zoo nær Silkeborg, der er en døgninstitution med tilhørende mini zoo.

– Elin og jeg snakkede om, at vi ikke kunne byde vores børn at leve på den måde, for stofferne kom før børnene. Det går ondt at tænke på, men sådan var det, siger Lars, der efterfølgende fortsat havde kontakt til børnene i perioder, mens de var anbragt.

Video: Lars tager med tilbage til døgninstitutionen, hvor Anna blev anbragt.

Lars var klar over, at det var det bedste for børnene at være anbragt, men det var svært at få hverdagen til at fungere uden børnene. Den blev derfor mere kaotisk, og det blev sværere at arbejde med misbruget og andre problemstillinger. Især i de perioder med dårlig kontakt, og han røg ind og ud af hjemløshed.  

Sådan har Lars det også i dag, når han sidder i lejligheden. Han venter på bedring. Han håber på, at han en dag kan få endnu en chance for at være den far og bedstefar, som han gerne vil.

– Jeg er stadigvæk deres far, og det vil jeg være indtil den dag, jeg dør, og det er de heller ikke i tvivl om. Men jeg kan ikke gøre mere, end hvad de giver mig lov til. Jeg vil ikke ligge på mine knæ hele tiden, og spørge om jeg ikke må besøge dem, siger Lars, der mener, at det også er op til børnene at beslutte, om kontakten skal eksistere.

Og hvis Lars skal videre i sit liv – blive et bedre menneske, komme ud af misbruget og være noget for sine børn – så skal der arbejdes med kontakten til familien. Der så han gerne, at det kommunale system var indrettet, så kommunen tog kontakt til børnene for at finde ud af, hvad han skal gøre for igen at vinde deres tillid. Hvis det viser sig at være muligt, er han klar. Men han kan ikke selv overskue problemerne længere.

– Det vil være optimalt at gøre det sådan. For helvede mand. Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg være den første til at stå der og banke på hos kommunen for at få det sat i gang, siger Lars, der mener, at det vil få ham til at tænke endnu en gang, før han falder i.

LÆS OGSÅ: Vejle Kommune: Lars skal drive det selv

LÆS OGSÅ: Anna Gjern Schou fortælle om opvæksten med Lars